Gå tilbage til forrige kapitel (2008-2010: Den investerende engel)
Opgaven var ganske klar omkring min 31-års fødselsdag i slutningen af april 2010: Vi havde 3 måneder til at bygge fremtidens matematikportal. Og ja, så skulle vi også lige markedsføre den, før den var lavet, og i øvrigt være klar til det nye skoleår primo august 2010.
Sådan så forsiden af edulab.dk ud i april 2010, før vi gik i gang med at udtænke MatematikFessor..!
Den gode nyhed var, at jeg havde mit dream team bestående af Jesper, Thomas, Andreas og Kristoffer. Fire top seje IT-gutter med en snitalder på 23 år. Tre af dem læste til eksamen parallelt med udviklingen, og jeg endte med at lave kørselsordning på daglig basis. Helt konkret kunne jeg lokke dem til at blive et par timer ekstra ved at hente (og servere!) pizza, rydde af og efterfølgende køre dem hjem i min Honda Civic. Helt hjem til dørstenen, vel at mærke! Det afstedkom, at min bror, Ulrik, døbte min bil “SkoleBussen”.
Sådan så jeg ud bag rettet i SkoleBussen – min gamle Honda Civic fra 1994.
En aften i juni insisterede Kristoffer på, at vores site skulle fungere på noget, han kaldte for en iPad. Jeg havde da hørt om dimsen, men mente så absolut ikke, at vi skulle spilde tid på den slags. Der var tusinde ting at se til, og den var – som jeg lige forstod det – ret dyr at anskaffe sig. Anyway, jeg kørte ham og de andre hjem kl. 20.00 om aftenen, og Kristoffer mødte ind næste morgen. Kristoffer er et af de der evigglade mennesker, og han stak hovedet ind på mit kontor med følgende bemærkning: “Nu virker det også på iPad!”. Det viste sig, at han lige ville vise mig, at han rent faktisk kunne få det til at virke på iPad, og derfor havde han siddet oppe fra kl. 21.00 til 24.00 aftenen før for at udvikle det. Formentlig uden at kræve en eneste krone for det. Det handlede om noget andet – at han kunne, og det faktum, at han ikke kunne affinde sig med min beslutning. High five og så videre med os..!
En måneds tid senere tog jeg toget til Arden i Jylland for at vise en prototype af systemet frem for bladet Folkeskolens matematikanmelder. Folkeskolen.dk var dengang førende meningsdanner og oplysningskanal, så det var i den grad et vigtigt møde. Da jeg kommer gående op ad vejen til anmelderens hus, vinker han vildt til mig fra hoveddøren til hans hus. Og da jeg kommer op til indgangen, siger han begejstret: “Hvor er det bare fedt, at det virker på min nye iPad!”. Det var starten på en helt igennem fed fremvisning, der resulterede i den til dato bedste anmeldelse i Folkeskolen, som nogen portal har fået. Det lærte mig, at produkters detaljer forbløffende ofte er forskellen på at være nummer 1 og “én af de mange andre”. Og jeg sendte Kristoffer en helt særlig tak med tankepost hjem til det Københavnske.
August 2010 i Folkeskolen.dk.
Jeg havde notorisk ingen penge i den periode, da jeg brugte alt på IT-lønudgifter til mit dream team – der i øvrigt ikke var overlønnet. Det betød, at vi måtte være kreative med markedsføringen af vores ikke-lancerede matematikportal. Her kom Søren fra Complet ind i billedet, for hans krøllede hjerne måtte i spil. Søren kunne – som nævnt tidligere – altid hitte på idéer. Vilde idéer, vel at mærke. Så løsningen måtte ligge hos ham eller som minimum i hans selskab.
Naturligvis var det også Sørens idé, at vi skulle løbe DHL Stafetten iført professorkostume..!
Egentlig husker jeg kun svagt, hvordan idéen blev født, men vi kom frem til, at vores i alt 20.000 markedsføringskroner skulle bruges på noget så sexet som … porto! Vi printede et brev bestående af to A4-sider på Complets Gestetner (en mega-printer, tro mig!). Det ene A4-ark beskrev produktet og havde mit fjæs på med telefonnummer og mailadresse, samt et tilbud om 1, års gratis adgang til MatematikFessor. På én eneste betingelse: Skolelederen skulle sende det andet A4-ark retur med sin underskrift på. Idéen var, at skolen skulle ofre 10 kroner på porto og konvolut til returforsendelsen, samt at skolelederen aktivt skulle orienteres om det nye digitale tilbud. Desuden underskrev jeg i hånden med flot blå kuglepen samtlige 2.500 tilbudsbreve. Jeg er jo en karmakriger, så det betød noget for mig at modtageren kunne fornemme den personlige detalje. Også selvom jeg måtte lægge øre til en del, da jeg sad med en bunke på 40-50 centimeter papir i den lille kantine og underskrev i vildskab. I flere dage… For det tog bare tid at insistere på de underskrifter.
Vi fik postet de ca. 2.500 breve hen over 3-4 dage, og så ventede vi på, om der kom returpost. Jeg nåede lige at tænke fire år tilbage, hvor min halvpinlige marketingindsats resulterede i to sølle salg. Anyway, IT-gutterne spurgte til, hvad målet var. Jeg slyngede ud fra hoften, at jeg ville give kage ved 100 returbreve med tilmeldinger. Det virkede ambitiøst og samtidig opnåeligt. For der var vitterligt intet seriøst på den digitale front til matematik. Og jeg er bare ikke typen til at low-ball’e en målsætning.
Det viste sig, at der kun skulle gå 3 dage, så måtte jeg starte bilen og køre ned efter kage! Nøj, det skabte en fed stemning og ikke mindst en fælles lyst til at få udviklet portalen færdig. Vi var i begyndelsen af maj 2010 og havde små tre måneder til at blive færdige med MatematikFessor. Og nu fangede bordet i den grad, for 100 skoler havde nu sagt ja tak til et helt år med portalen. Livets skole havde lært mig, at den gode marketingidé er mere værd end det store marketingbudget. Du vil blive overrasket over, hvor ofte netop den læresætning holder i iværksætterlivet. Overrasket!
IT-gutterne ville have et nyt kagemål, for de så ingen grund til at stoppe med én sølle kage. Så det blev til kage ved fordoblingerne efter 100, dvs. ved 200, 400, 800 og 1.600 returbreve med tilmeldinger. Jeg nåede at give kage for returbrev nummer 1.600, og rekorden på én dag var 83 returbreve. Jeg havde været så letsindig at sætte min private adresse på Amagerbrogade på som returadresse, så på rekorddagen kom jeg hjem til 83 returbreve. De stod sirligt over 1 meter ud fra mundingen på min postkasse, så de andre beboere ikke kunne komme forbi uden at danse limbo under “brev-broen”. Dengang havde jeg ikke en smartphone med kamera, men det var, hvad vi i min skoletid kaldte for et “Kodak moment”. Jeg smiler her, mens jeg skriver det, for i øjeblikket, jeg så brevbroen, var jeg ikke i tvivl om, at jeg havde fundet min kundegruppe. At jeg havde fundet det vand, jeg skulle i gang med at sælge i Sahara. Menigheden skreg på præsten, og jeg var klar til at prædike. Det var en fantastisk tid i foråret 2010, og samtidig første gang jeg for alvor mærkede en kundebegejstring for mit idémæssige virke. Wau og af hjertet tak!
Stephan fra Manu (virksomheden, der i samme periode fusionerede med Complet og blev til Aspiri) kendte en 3D-animator, og det flugtede godt med mine tanker om, at vi også grafisk skulle være en smule nytænkende. Derfor fik vi hurtigt sat et møde op med Niklas Koefoed fra ArtDrop 3D, der var freelance 3D-artist. Han var meget positivt stemt og spurgte mig, hvordan Fessor skulle se ud. Jeg rejste mig impulsivt op og sagde: “Ligesom mig med en masse uperfekte aspekter – og med et stort hovedet ligesom covers på de gamle Olsen Banden-film”. Vi snakkede om, at Fessor skulle være venlig og imødekommende. Det resulterede i en gammel, vis professortype, men uden rynker, for at børnene lettere kunne se sig selv i ham. Hans store næse blev et symbol på, at de fleste børn har et eller andet ved sig selv, som de bare ved er anderledes end hos andre børn. Når jeg husker tilbage, var jeg egentlig ikke bevidst om, at jeg var i gang med at skabe så stærkt et brand, som det viste sig at blive. Jeg kunne dog mærke, at det føltes rigtigt. At vi kom børnene i møde på denne måde. At vi snakkede til dem gennem grafikken. Men først i dag indser jeg, at jeg også formede en del af min egen identitet. For det var på mange og lange stræk mit brændende ønske at kunne nå ud til alle børn i Danmark, og det blev gennem netop denne figur, at jeg skulle lykkes med det.
Henover sommeren 2010 fusionerede Complet og Manu til Aspiri, og de fandt nogle centralt beliggende lokaler på Frederiksberg, helt præcist Falkonér Allé 13. Og her flyttede EduLab med og fik to lokaler. Der gik ikke lang tid, før vi voksede ud af det ene, og så fik vi venligt stillet “Fængslet” til rådighed.
I 2010-2012 sad vi i kontorfællesskab med Aspiri, og vi havde lokalet kaldet “fængslet” (se gitteret for ruderne!).
På billedet ser du ud over mig Jesper Skytte (Shooter), der spillede en IT-hovedrolle i MatematikFessors første 6 leveår.
Det var kilde til meget morskab, at IT-holdet sad i et lokale, hvor der var tremmer for vinduerne. Årsagen var, at der tidligere havde været en form for gaveshop i lokalerne med pengeskabe og alt muligt. Mit take var, at IT-drengene var så vigtige, at vi måtte passe på, at de ikke blev stjålet..! IT-drengene responderede med en A4-side på døren ind til lokalet med en graf på. Her fremgik det, at de kodede optimalt, hvis de hele tiden havde en mindre promille på. Kompromiset blev en fast ugentlig fredagsbar med højt humør og masser af grin, gøgl og galskab.
Anyway, det var en fantastisk tid med en ultrakreativitet, jeg kun få gange har oplevet siden. Jeg havde 100% tillid til mit dream team, og de kunne trylle mine flippede og til tider meget flyvske idéer ned til virksomme og engagerende løsninger. Alt kunne lade sig gøre, og vi kørte bare på. Der var ingen Scrum Master, der var ingen Project Initiation Documents, og der var ingen nødvendigt besværlige arbejdsgange. Vi byggede bare et system, som vi selv ville elske at bruge og lære fra.
Ovenstående må endelig ikke misforstås og relateres til de arbejdsgange, som en mere moden organisation nødvendigvis må indrette kreativiteten efter. Det skulle jeg erfare ganske få år senere og lærte i øvrigt også at sætte pris på mere ordnede forhold. På sin vis kan større ting laves med større hold og gjort klogt, så kan det være både formidabelt sjovt og yderst virksomt. Så min forherligelse af tiden uden dokumentation af koden er på sin vis blot et udtryk for min absolutte glæde ved den helt tidlige fase i et startup: Hvor markedets regler netop brydes af radikalt tænkende personligheder i en form for produktmæssig brandert uden tanke på festlighedernes oprydning.
I den periode var mit forhold til vores IT Lead, Jesper Skytte Hansen, yderst tillidsfuldt og nært. Jesper blev i øvrigt kaldt Shooter blandt venner, så det hed han også hos os. Shooter var ligesom Thomas evigglad, men backend-udvikler og desuden mere kommercielt tænkende. Jeg mindes, at Jesper i den periode sejlede lidt rundt i privatlivet, og derfor ofte bare blev hængende på kontoret sammen med mig. Der var nogle års forskel på os, og så var jeg en noget anderledes type rent menneskeligt. Men vi svingede helt vildt godt, og hold kæft, vi har grinet og grædt sammen. Jesper ved udmærket godt, at han spillede en helt afgørende rolle i MatematikFessors vitale leveår. Han ved også, hvor taknemmelig jeg er for hans dedikation. For vi oplevede hård modgang sammen – og stod det igennem sammen. På lange stræk kan det ikke forklares rationelt. Det var et professionelt venskab med meget stærke bånd.
Med til mit dream team hørte en tandem af rang, nemlig Andreas og Kristoffer. Begge havde de læst Elektro på DTU og efter et par år skiftet over til software-linjen. Andreas var så klog, at hvis vi havde skåret hovedet af ham, så ville han stadig kunne multiplicere matricer og bygge serversystemer. På hans første arbejdsdag præsenterede jeg ham for et problem, som ingen andre havde kunnet løse, ej heller selveste Thomas Koefoed, der for mig var en IT-gud. Andreas kigger på problemet i 10-15 minutter, og så siger han til mig: “Jeg præsenterer løsningen for dig på torsdag kl. 10.00”. Manden var 21 år gammel, så derfor tog jeg det i nuet mere som ungdommelig kådhed. Anyway, det blev torsdag, og Andreas viste os, hvad forskellen på talent og klasse er. For der var vores løsning, og Andreas var ikke engang arrogant eller pralende. Se, dét er klasse! Han vidste det, og vi vidste det. For et hold er det eventyrligt at have sådan et medlem med. En teknisk bagstopper med selvtillid.
Kristoffer var markant anderledes end Andreas. Overvejende ekstrovert og meget alsidig i sin tilgang til tingene. Og så var han abnormt produktintelligent og løsningsorienteret, med sine meningers mod. Hold kæft, hvor har jeg måttet diskutere med Kristoffer mange gange, for han gik bare ikke af banen for mine kælderkolde pointer. Og heldigvis for det, for jeg lærte meget af ham. Kristoffers præg på MatematikFessor lever den dag i dag. Og så han var blot i starten af 20’erne dengang. Det har nu også klasse over sig..!
Det er på sin plads også lige at knytte et par ord på vores frontend-troldmand, Thomas. Ham kuglen med fjeren i hatten fra min første jobsamtale i EduLab-regi. Thomas blev blandt venner kaldt Znegl, og det passede faktisk meget godt til Thomas. Ikke, at han er langsom – man kan bare ikke råbe Thomas fremad eller til fornuft. Heldigvis var Thomas trods sin aldersmæssige juniorstatus grafisk selvsikker. Heldigvis, for resten af holdet var backend’ere. Og så var der mig, der egentlig ikke er specielt æstetisk. Derfor var det fantastisk for os, at Thomas kunne omsætte vores funktionelle vildskab til et roligt og logisk design. De tanker, Thomas som 22-årig lagde for dagen, holdt i sin essens næsten 10 år, omend de over tid naturligvis er blevet skiftet ud og redesignet. Når jeg tænker tilbage, så fyldte Thomas mig med selvtillid al den stund, at han altid kunne fikse det grafiske til minimum et 10-tal. Og som oftest lidt højere, når jeg nu selv skal sige det. Det gav os som hold slagkraft – for systemintelligens må og skal præsenteres lækkert og indbydende. Det gjorde Thomas – hver gang.
Vi traf mange hurtige og i al beskedenhed kloge beslutninger i 2010. For vi var fokuserede på at bygge meget IT for få penge. Vi var fokuserede på, at produktmæssig snilde skulle slå penge hver eneste gang. Det resulterede i, at Fessor-figuren i 3D i sin første udgave kun havde 4 fingre på hver hånd. Årsagen var, at det dyreste ved 3D-animation åbenbart var at indstille og bevæge figurens fingre. Se blot de gamle Disney-film, og du vil lægge mærke til, at de mange figurer har få fingre og gerne med få led på hver finger.
Det var dog ikke helt problemfrit, for da jeg skulle præsentere MatematikFessor-portalen første gang på en skole i efteråret 2010, så kunne jeg på den store skærm pludselig se, at Fessor bød grafisk velkommen med åbne arme – og med 8 fingre! Taget i betragtning, at jeg kom med en matematikportal, og at børn typisk lærer at tælle til 10 ved at bruge fingrene, så følte jeg mig en smule komisk. Anyway, jeg besluttede mig for at se, om Disney havde en pointe, og det havde de! For jeg startede med at byde velkommen ved at spørge de fremmødte matematiklærere om, hvorvidt de kunne se noget pudsigt på vores forside. Ingen til samtlige 40-50 fremvisninger fra min hånd det efterår bemærkede de 8 fingre. Men det brød isen hver gang på en eventyrlig, men utilsigtet måde.
Vi var i det hele taget ret loose i forhold til at drive forretningen fremad. Vi havde så mange skoler, vi skulle besøge, at vi ofte blev dobbeltbookede. Og det var et problem, da det kun var mig, der kunne vise frem. Problemet løste vi ved at overtale Rasmus på 21 år hos Aspiri til at holde fremvisninger rundt omkring på skolerne. Dengang var det normal praksis, at kurser på skoler blev holdt af garvede og højtuddannede personligheder. Det gik vi op imod, og det virkede helt forrygende. For vi erklærede blot, at vi var eksperter i vores system og så absolut ikke i at undervise i matematik. Først og fremmest var det sandheden – men dernæst var det en indirekte anerkendelse af matematiklærerne på de skoler, hvor vi var på besøg. Endnu engang bar det frugt med vores direkte facon. Og ikke mindst det faktum, at vi ikke før havde været en del af undervisningsbranchen. En pointe, der er stærkere, end den lyder. Og som den dag i dag kraftigt undervurderes i branchen som helhed.
Afslutningsvis har jeg lyst til at nævne vores tiltag med en “Pigerne mod drengene”-konkurrence på forsiden af MatematikFessor. I 2010 var det absolut nytænkende og med kant. Og ikke mindst en sjov måde at få lidt hygge ind i matematiktræningen på. Op gennem 2010’erne skiftede stemningen, og konkurrencen nåede at holde sin 6-års fødselsdag, før vi fjernede den fra forsiden. Min hensigt med MatematikFessor har alle dage været at skabe en konstruktiv og kvalificerende stemning, så børn i alle aldre kunne blive bedre til matematik. Så når en simpel og sjov konkurrence i stigende grad blev omdrejningspunkt for voksne menneskers politiske misforståelser, så fandt vi en anden vej fremad. Heldigvis bar også det frugt, og personligt lærte jeg noget om at holde fast, men også at give slip i rette tid.
I løbet af efteråret 2010 steg kendskaben til MatematikFessor betydeligt, og vi fejrede den ene sejr efter den anden. Jeg var kun 31 år gammel, og mit hold bestod af fire unge drengerøve på 23 år i gennemsnit. Den dag i dag er jeg pavestolt af det hold. Mit helt eget dream team. Det skulle holde et par år endnu, men så blev vokseværket på besynderlig vis til en skillevej for det dream team, der skabte fundamentet for mange arbejdspladser op gennem 2010’erne.