“Jamen, Kasper – du er sgu en hippie lige som os andre!”. Sådan lød det en aften over et glas portvin fra min dejlige grandonkel Erik. Og han ved, hvad han snakker om, for som barn af 1950’ernes Danmark nåede han at opleve ungdommens oprør mod det etablerede i 1968 og i tiden derefter.
Jeg har dog aldrig haft modet til at gro langt hår og jeg kommer fra velbeslåede kår, så måske det kan virke moralsk kriminelt at påstå, at jeg er hippie. Men holdt nu lige fast engang. For begrebet hippie i dag handler ikke om udseende. Det handler om ånd og gerning. Se, det gør, at grandonkel Erik har ret. For der suser en hippie rundt inde i mig – for fuld musik!
Jeg elsker tal og den magi, de fører med sig. Den orden og logik, de tilbyder den interesserede bruger. Kombinér det med min legesyge lyst til at få ting til at gro og så rammer du mit kapitalistiske gen. Og det er min anden helt grundlæggende pol som menneske. Jeg oplever kapitalens virke ganske nært, om end jeg så klart forstår de mennesker, der kan se kapitalens ulemper. For de er der så afgjort. Men kapitalens logik er i sin essens smuk og egentlig let at omsætte til egen fordel.
Så jeg er en kapitalistisk hippie! Og det er saftsuseme en besværlig cocktail. For på skalaen mellem hippie og kapitalist er jeg ikke normalfordelt. Der er kun fyldt op ved de to poler. Og de fylder ca. lige meget. Det gør mit liv spændende og besværligt. Jeg har endnu ikke mødt nogen med samme sammensætning. Heldigvis fristes jeg til at sige. Ikke fordi jeg ikke ønsker medlemmer af min lille klub. Men fordi jeg ønsker mig mindre besvær for andre mennesker.
Jeg har mødt mange, der siger: “Jeg er også en kapitalistisk hippie – jeg genkender det, du snakker om.”. Hertil må jeg tørt konstatere, at det sidste formentlig er korrekt. Men det første nærmest med kirurgisk præcision er en tilsnigelse af de helt store. For de fleste er heldigvis en sund kombination af følelse og finans og ikke så ekstremt binær som mig. Det er godt for verdenen. Og ja, så kan jeg nyde min del af banen for mig selv.