Mit virke består i sin essens af to grundpiller:
Investeringer
Jeg ønsker mig brændende, at andre lykkes med deres startups. Jeg har selv taget rejsen fra værelse til virksomhed og har konkrete erfaringer med alt fra product market fit til kapitalrejsning. Jeg har som solofounder haft fornøjelsen af at stå med alle opgaverne – på godt og ondt.
Jeg investerer aktivt – i ordets oprindelige forstand! For jeg tror på princippet om mesterlære, og det kræver, at man som inspirator kontinuerligt er på, og at man som lærlinge konsekvent er nysgerrige og ivrige for at suge til sig.
Jeg er hurtig, selvom jeg sidder ganske stille..!
Mit personlige sweet spot er investeringer i startups med et markedsparat produkt, og hvor det kommercielle skal til for alvor at tage sin form. Der er behov for at øge salgsindsatsen, og I drømmer om inden for kort tid at omsætte nord for 5-10 millioner kroner. Læs mere om mulighederne på Flying BizKit. For jeg har et hold med mig, når jeg investerer – jeg kalder det mine kommercielle legekammerater..!
Læs mere om mig som investor her.
Inspiration
I al beskedenhed kan mange lære af en tur i livet som min. Og jeg deler gerne, for mit inderste håb er, at andre kan bruge det som inspiration til at realisere egne drømme.
Mine fødder rammer ofte andet end gulvet – ligesom mine tanker..!
Jeg holder foredrag i alle afskygninger for skoler, gymnasier, universiteter, virksomheder og andre godtfolk. En del oplæg holder jeg kvit og frit, da det er vigtigt for mig, at specielt unge mennesker bliver inspireret. Og private virksomheder ved godt, at inspiration koster lidt kroner. Så tøv ikke med at række ud, hvis I har lyst til at drøfte mulighederne.
Derudover laver jeg sparring med en del founders og startups. Det er ofte en fantastisk mulighed for at lære hinanden at kende og muliggør senere for alvor at hjælpe et startup.