Historien om hvordan jeg skabte Danmarks suverænt stærkeste undervisningsbrand i grundskolen. MatematikFessor nåede en markedsandel på 75% blandt elever fra 0.-10. klasse og over en 10-årig periode blev der besvaret langt over 1 milliard matematikspørgsmål på portalen.
Årene er 2006 til 2020
Det er også historien om, hvordan en branche blev forandret for altid af et par nye, frække aktører med nytænkende produkter og kundeintelligente kommercielle koncepter.
Vi vil gøre verdens børn bedre til matematik.
EduLab’s vision
Mit virke som Founder & CEO i EduLab har lært mig en uendelighed af aspekter omkring det at stifte, udvikle og drive sin egen virksomhed. Så følg kronologien i fortællingen eller slå ned på den del, som du finder interessant at få mit perspektiv på.
Jeg har inddelt fortællingen i samlinger af år, der har en stærk fællesnævner. Få dig et overblik nedenfor og klik på årstalsoverskrifterne for kvikt at komme dybere i fortællingen.
Jeg skriver løbende på fortællingen og har du lyst til at vide, når der kommer nyt, så skriv til mig og du kommer på mit fremtidige nyhedsbrev.
God læselyst 🙂
2006-2008: EduLab Grundlægges
EduLab blev stiftet 1. juli 2006 af brødrene Kasper og Ulrik Holst Hansen, samt Thomas Koefoed. Det startede i en lejlighed på Amagerbrogade – vi havde nemlig ingen garage..!
Kasper i “Skolebussen” – det navn fik min gamle Honda Civic, da jeg hver dag kørte hele personalet hjem (vi var 5 i alt!).
2008-2010: Den investerende engel
I 2008 rejste jeg en investering for første gang. Ved lidt af et tilfælde mødte jeg Chresten Koed, der dengang var stifter og direktør i Complet A/S (eksamensforberedende kurser).
Med investeringen fra Complet A/S fulgte en lettere kompetitiv atmosfære til DHL løbet i 2009 (jeg løb fire omgange..!).
2010: MatematikFessor ser dagens lys
I 2010 lancerede EduLab matematikportalen MatematikFessor på kun tre måneder. Det var her, at kimen til 10 års uafbrudt succes blev lagt. Overraskende nok var vi blot 5-6 purunge drengerøve, der støbte kuglerne. Mød mit dream team i dette kapitel.
Tænk engang – sådan så jeg ud i 2010 og jeg var suverænt den ældste i EduLab.
2010-2013: Danmarks suverænt mest benyttede portal
I løbet af kun 3 år blev MatematikFessor Danmarks suverænt mest benyttede digitale læremiddel. Det skyldtes ikke mindst et helt igennem suverænt partnerskab med Clio Online.
MatematikFessor og Kasper på toppen af en bunke matematikbøger (2011).
2013-2017: På egen hånd
I december 2013 købte jeg Aspiri A/S ud af EduLab. Det er til dato den dyreste julegave, jeg har købt til mig selv. De efterfølgende tre år næsten tre-doblede jeg omsætningen.
I årene på egen hånd formede jeg i den grad min iværksætteridentitet – den kapitalistiske hippie.
2017-2020: Venture Capital
I april 2017 rejste jeg et pænt 2-cifret millionbeløb i kombineret egenkapital (Venture Capital) og vækstlån fra Vækstfonden. Vi skulle for alvor i gang med internationaliseringen.
Her er jeg til EdTech messe i London i juni 2018.
2020: Exit
2. marts 2020 underskrev jeg de sidste salgsdokumenter og modtog mit finansielle payoff efter 13½ års indsats i EduLab. Men allervigtigst for mig: Virksomheden havde nu fundet sit langsigtede ejerskab og alle investorer på rejsen havde modtaget et fair og fornuftigt afkast.
En udmattet founder og en glad investor foran de underskrevne handelsdokumenter.
..-og ja, så afsluttede jeg min CEO-tjans formelt den 31. august 2020 og satte kursen mod fjerne himmelstrøg..!