Jeg er født i 1979 og vokset op i Holte, der er en lille by nord for København. Jeg gik på Holte Gymnasium, der i dag er lukket, men som dengang både var grundskole og gymnasium. Det var en stor skole med over 1.000 elever, og jeg er den dag i dag rundet af den såkaldte HG-ånd. Måske du tænker, at det lyder gammeldags at synge morgensang, men selvom det – indrømmet – ikke altid var lige spændende, så er jeg den dag i dag rundet af tilbuddene fra sangbogen “555 sange”.
Holte set fra oven og Vejlesø i baggrunden.
Skolen lukkede midt i min gymnasietid, hvorfor min klasse blev flyttet til Gammel Hellerup Gymnasium, GHG. Det var egentlig sundt med lidt luftforandring, og jeg mødte mange nye og spændende unge mennesker på GHG.
Skolegården på GHG – vi fik vores egen bænk, nemlig “Holte-bænken”..!
Jeg blev student i 1998 og kunne på det tidspunkt se tilbage på noget af en gymnasietid. Mine forældre blev skilt, og efterfølgende døde min far i 1997. I mine gymnasieår fik jeg min første af mange lektioner i Livets skole, og det bekom mig pudseløjerligt nok godt. I dag vil jeg ikke være foruden, misforstå-mig-ret. For naturligvis ville jeg ønske, at jeg ikke havde lidt afsavn af den kaliber. Paradoksalt nok har det været med til at gøre mig til den, jeg er i dag.
Jeg nåede at studere ved DTU et års tid i 1998-99.
I 1998 begyndte jeg at studere på DTU, men det stod hurtigt klart, at jeg ikke var egnet til ingeniørstudiet. Rent personligt var jeg ganske umoden, og rent fagligt ramte jeg bare ikke skiven. Studielivet tiltalte mig dog, så jeg søgte videre og fandt HA(mat.)-studiet på CBS, hvor jeg startede i august 1999. Her fandt jeg drømmestudiet – men vigtigst af alt en stribe venner for livet.
Jeg studerede på CBS fra 1999-2006 – en fantastisk tid!
I perioden 2000-2004 var jeg introvejleder på CBS, og det gav et fantastisk afbræk til livets mange alvorligheder. Min indre hippie levede livet og blev i den grad formet her. Jeg lærte at møde mennesker, som de er. At alle har noget at byde på – ofte af overraskende karakter. Specielt gjorde det indtryk på en Nordsjællænder som mig at møde “Albertslundklanen” på studiet. Hold kæft, nogle fede gutter! Samlet set var det en guldgrube af oplevelser i de år, og selvom forbruget af alkohol sikkert hævner sig senere, så konstaterer jeg tørt – dengang som i dag – at det var det hele værd. På en eller anden vis tanker sjælen energi, når kroppen brændes af.
I 2003 begyndte jeg at undervise på CBS. Først i faget operationsanalyse, siden i makroøkonomi og spilteori. Da jeg i 2015 takkede af efter 12,5 år som ekstern underviser på CBS, havde jeg undervist i en stribe bachelor- og kandidatfag, samt vejledt over 100 studerende i bachelorprojekter og kandidatafhandlinger. Det var en sjov og lærerig tid – selvom det krævede sit at klare undervisningstjansen ved siden af EduLab..! Men det var en anden tid, og mange har i dag lykkeligt glemt, at finanskrisen trak dybe spor ind i iværksætternes verden i de år. Så jeg var glad for, at jeg kunne undervise mig til mine få private gøremål, for der gik 6,5 år, før EduLab kunne udbetale mig reel løn.
It runs in the family
At jeg valgte at blive iværksætter er ingenlunde et tilfælde. Min familie er rundet af det gennem generationer – på godt og ondt. Min oldefar på min mors side, Christian Holst Andersen, var smed og byggede en stor smedjeforretning op i løbet af den første halvdel af det 20. århundrede. “Smeden” havde på sit professionelle højdepunkt over 100 smede ansat og konkurrerede med Burmeister & Wain. Efter sigende opfandt han den trevalsede branddør, og hans virksomhed lavede hegnet rundt om Kongens Have. I midten af 1940’erne døde “Smeden” i en relativt tidlig alder, formentlig slidt op af arbejdsbyrden. Ca. 20 år efter lukkede virksomheden. Hans værker står den dag i dag rundt omkring i København.
Min farfar, Leif Hansen, kom fra fattige kår i 1920’ernes Danmark, men lykkedes med at vende den sociale arv og bygge en stor, rådgivende ingeniørvirksomhed. Jeg husker tydeligt, at han var pavestolt af sit skifte i levestandard, men alligevel ikke kunne lade indtrykkene fra de sparsomme kår fra hans barndom i 1930’ernes Danmark ligge. F.eks. lavede han og jeg hvert år en kartoffeljulekalender. Den består af, at man sætter 24 tændstikker i en bagekartoffel. Så kan man hver dag frem mod jul tage én tændstik ud og bruge den i den praktiske husholdning. Den 24. december kan man så spise kartoflen. Vi lavede denne julekalender i en gigantvilla på Bernstorffsvej med en Jaguar parkeret i garagen. Det er sgu kontrast, der vil noget..! Men pointen gik ind. Også selvom jeg ikke har samme forhold til penge som min farfar.
I dag er min farfars virksomhed ført stærkt videre af min fætter, Christian. Min anden fætter, Peter, var i øvrigt med i de tidlige dage i Jubii i 1990’erne og har siden stablet en solid selvstændig karriere på benene inden for IT-verdenen.
Min far, Palle Leif Hansen, var arkitekt og startede PLH Arkitekter i 1977. På toppen var de over 100 ansatte, og særligt den københavnske midtermole viser for mig, hvor visionær han var. Han døde desværre alt for tidligt i 1997, kun 48 år gammel. Kombinationen af en voldsom kreativitet og brændende flamme for arkitektfaget var for stor en mundfuld, da det kom til stykket.
Min far er den dag i dag en stor inspirationskilde for mig, og jeg genkender mangt og meget fra ham i mig. Han kunne noget helt særligt, som jeg dog aldrig helt fik set i professionel sammenhæng, da jeg kun var 17 år, da han pludselig ikke var mere. Han var – ligesom min mor i øvrigt – rundet af ungdomsoprøret i 1968, hvilket dannede klangbund i min opvækst og opdragelse. Alligevel vil mange nok mene, at jeg blev relativt “strengt” opdraget al den stund, at vi i mit barndomshjem forventedes at holde en såkaldt høj standard. For mig var kombinationen af forståelige succeskriterier og hippie-aspektet fantastisk. Jeg ville ikke bytte det for noget.
Selvom min mor ikke har gjort iværksætteriet til sin levevej, har jeg taget utrolig meget fra hendes eksempel med mig på min iværksættervej. For jeg er fræk som en slagterhund efter min far, og modpolen fra min mor er noget så elementært som ordentlighed. At stå ved sine gerninger. At vise andre respekt og nysgerrighed i mødets udgangspunkt. At være kongruent i ord og handling. At gøre mine ting færdige og levere ud fra en højere etik, end loven tilsiger. Det betyder, at jeg den dag i dag – trods mange sværdslag og krydsninger – kigger roligt fremad uden at have den mindste bekymring om ryggens dækning.
Derudover står min mor for mig som et lysende eksempel på, hvordan man kan klare hård modgang i værdighed. Det var mildest talt ikke let for hende at stå med tre børn på 17, 14 og 10 år, da min far pludseligt døde, og familiens økonomiske grundlag forsvandt ud i mørket. Jeg gik i 2.g. og har paradoksalt primært gode minder fra den tid. Der stod en klippe i den overskuelige lejlighed på Kongevejen 25, og det gjorde genrejsningen mulig for selv en bumset 17-årig med fuld fart på det sociale liv. Se, det er mit helt store held, at jeg i krisernes stund har været tilsmilet af personlige kapaciteters styrke. Alligevel tænker jeg, at det krævede mit at vende det til personlig fremdrift og virkelyst.